Brug afsnitsformater

Et afsnitsformat er en række egenskaber f.eks skriftstørrelse og farve, som du hurtigt kan anvende i et helt afsnit. Afsnitsformater sikrer et ensartet udseende af teksten i dokumentet.

Afsnitsformater gør det også nemt at formatere dokumenter. Hvis du f.eks. anvender formatet Overskrift på alle overskrifter i et dokument og senere beslutter at ændre farven på dem, kan du ændre farven i formatet Overskrift, hvorefter alle overskrifterne opdateres automatisk – du behøver ikke ændre hver enkelt af dem.

Hver Pages-skabelon indeholder afsnitsformater, som du kan redigere efter behov. Eksempelteksten indeholder allerede et afsnitsformat.

Afsnitsformater vises i vinduet Tekst i Info om format, hvor du kan tildele dem genvejstaster.

Lokalmenuen Afsnitsformater med betjeningsmuligheder til tilføjelse eller ændring af et format.

Når du ændrer tekst med et anvendt afsnitsformat, vises der en stjerne ud for navnet på formatet, hvilket betyder, at formatet er tilsidesat. Du kan lade tilsidesættelsen blive, eller du kan ændre formatet, så al tekst, som bruger formatet, ændres på samme måde.

Anvend et afsnitsformat

  1. Vælg et eller flere afsnit, eller klik i et afsnit for kun at anvende formatet på det afsnit.

  2. Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet Tekst i Info om format, og vælg derefter et format på lokalmenuen Afsnitsformater.

Tildel en genvejstast til et format

Du kan tildele en genvejstast (F1-F8) til et afsnit, tegn eller listeformat.

  1. I vinduet Tekst i Info om format skal du gøre et af følgende:

    • Med et afsnitsformat: Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet.

    • Med et tegnformat: Klik på lokalmenuen Tegnformater.

    • Med et listeformat: Klik på lokalmenuen Punkter & lister.

  2. Flyt på lokalmenuen markøren over navnet på det format, der skal tildeles en genvej, og klik på den pil, der vises.

  3. Vælg Genvej, og vælg en tast.

    Genvejstasten vises nu ved siden af formatnavnet på menuen til orientering.

Hvis du vil fjerne en tildeling af en genvejstast, skal du vælge Ingen på menuen Genvej.

Bemærk: Du bruger genvejstaster på en bærbar computer ved at trykke på Fn samtidig med genvejstasten.

Opret et nyt afsnitsformat

  1. Klik i det afsnit, som det nye format skal baseres på.

  2. Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet Tekst i Info om format.

  3. Klik på Knappen Nyt format øverst på lokalmenuen Afsnitsformater.

  4. Skriv et navn til det nye format, og klik derefter uden for menuen for at lukke den.

Fjern tilsidesættelser fra et afsnitsformat

Når du ændrer formatet i tekst med et anvendt afsnitsformat, vises der en stjerne ud for navnet på afsnitsformatet. Hvis du ikke vil beholde ændringerne (tilsidesættelserne), kan du vende tilbage til det originale format.

  1. Klik i afsnittet med tilsidesættelsen.

  2. Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet Tekst i Info om format.

  3. Klik på formatnavnet (det har et gråt hak, der viser en tilsidesættelse) på lokalmenuen Afsnitsformater.

    Tilsidesættelsen er fjernet, og teksten vender tilbage til det originale format.

Opdater et afsnitsformat

Hvis du ændrer formatet i tekst med et anvendt afsnitsformat, kan du opdatere formatet, så det afspejler dine ændringer. Du kan bruge det nye afsnitsformat til at formatere anden tekst.

Hvis du vælger et helt afsnit og derefter ændrer skriften, størrelsen, farven eller andre tekstegenskaber i afsnittet, vises knappen Opdater ud for afsnitsformatets navn øverst i vinduet Tekst. Du opdaterer formatet, så dine ændringer integreres, ved at klikke på Opdater.

Hvis du ikke valgte hele afsnittet, da du foretog ændringer, vises en stjerne i stedet for knappen Opdater, men du kan stadig opdatere formatet.

  1. Klik på den tekst, der bruger det format, som skal opdateres.

  2. Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet Tekst i Info om format.

  3. På lokalmenuen Afsnitsformater skal du flytte markøren over formatnavnet (det har et hak) og derefter klikke på den pil, som vises.

  4. Vælg Opdater format.

Omdøb et format

  1. Klik i et afsnit, der bruger det format, som skal omdøbes.

  2. Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet Tekst i Info om format.

  3. På lokalmenuen Afsnitsformater skal du flytte markøren over formatnavnet og derefter klikke på den viste pil.

  4. Vælg Omdøb format, og skriv et nyt navn.

Slet et format

Du kan slette et format, der ikke bruges i dit dokument. Hvis formatet bruges, kan du vælge et erstatningsformat til det.

  1. Klik på tekst.

  2. Klik på navnet på afsnitsformatet øverst i vinduet Tekst i Info om format.

  3. Flyt på lokalmenuen Afsnitsformater markøren over navnet på det format, der skal slettes, og klik på den viste pil.

  4. Vælg Slet format.

Hvis du prøver at slette et format, der er i brug, bliver du bedt om at vælge et format, der skal erstatte det, du sletter.